Krav til samleklientkonti

Pr. 1. januar 2026 får advokatvirksomheder nye og omfattende forpligtelser, for indbetalinger til samleklientkonti. Ændringerne følger af hvidvasklovens nye § 38 b, som skal styrke kontrollen med klientmidler. I det følgende får du en kort gennemgang af reglerne – og hvad de betyder for dig i praksis.

Hvad er en samleklientkonto?

En samleklientkonto er en bankkonto, hvor advokaten kan opbevare midler fra flere klienter samlet. Kontotypen anvendes eksempelvis i forbindelse med retssager, inkasso, ejendomshandler og andre situationer, hvor advokaten midlertidigt forvalter klientens penge på vegne af klienten.

 

Hvad betyder de nye regler konkret?

Advokaten skal indhente identitetsoplysninger på alle klienter, der kan få midler stående på samleklientkontoen – uanset hvem der faktisk foretager indbetalingen.

Henvender du dig som klient på vegne af en virksomhed, er der alene krav om oplysning af virksomhedens CVR-nummer og om hvem, der kan tegne virksomheden.

 

Identitets- og virksomhedsoplysninger skal indhentes senest ved indbetalingstidspunktet og videregives til pengeinstituttet uden ugrundet ophold – som udgangspunkt samme dag.

I praksis betyder det, at oplysningerne som hovedregel indsamles allerede ved sagens oprettelse, når vi har formodning om, at der risiko for, der modtages en indbetaling i din sag.

Det er samtidig præciseret i forarbejderne, at videregivelse af identitetsoplysninger til banken ikke anses som brud på advokatens tavshedspligt, idet klienten er den faktiske ejer af midlerne, der står på samleklientkontoen.

 

Omfanget af reglerne

Reglerne gælder alle sagstyper – også områder, der normalt ikke er omfattet af hvidvaskloven, f.eks. retssager og inkasso.

 

Praktiske anbefalinger

For klienter betyder denne lovændring, at man fremover – uanset sagstype – skal forvente at blive bedt om at sende dokumentation for identitet (f.eks. pas eller kørekort), hvis der i sagen vil ske indbetalinger til kontorets samleklientkonto.

Når vi indhenter og videregiver identitets- og virksomhedsoplysninger i forbindelse med indbetalinger til samleklientkonto, sker det i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (GDPR) og databeskyttelsesloven. Videregivelsen er nødvendig for, at vi kan opfylde vores retlige forpligtelse efter hvidvaskloven, herunder de nye krav i § 38 b. Oplysningerne videregives alene i det omfang, det er relevant og nødvendigt, og kun til vores pengeinstitutter med henblik på at sikre korrekt håndtering og kontrol af klientmidler.

 

Spørgsmål?

V er naturligvis til rådighed for eventuelle spørgsmål til ovenstående.